Jeg spekulerer nogle gange på, om det, jeg har skrevet i løbet af mit liv, og jeg har skrevet meget, har haft nogen indflydelse på menneskelige kollektiver. Jeg synes, det er mikroskopisk, som det normalt er tilfældet med litteratur, selvom jeg har nået det magiske antal på 44 sprog, som jeg er blevet oversat til. Jeg føler ikke nogen særlig respekt for mit eget arbejde, men snarere overraskelse over, at mine bøger har rejst så langt: til Kina, Japan, Taiwan. Jeg synes også, at en god halvdel af alt, hvad jeg har skrevet, fortjener at blive glemt. Hvad kan overleve? Jeg bliver rost for Solaris, men jeg synes ikke, at den roman var særlig god; jeg foretrækker Cyberiaden eller Erindringer fundet i et badekar. Der er stadig et par af mine værker, som jeg ikke skammer mig over at lære. Man skal have en vis beskedenhed; det er den mest fornuftige lektie, man kan lære af en forfatterkarriere på omkring 60 år.
Hoffmanns eventyr
[en klumme fra Tygodnik Powszechny skrevet et par måneder før St. L.'s død]