Denne bog præsenterer den pædagogiske opfattelse og praksis af den polsk-jødiske læge, forfatter og pædagog Janusz Korczak (Warszawa 1878–Treblinka 1942). I forfatternes rekonstruktion fremstår fem kerneelementer: respekt for hvert barn; deltagelse; retfærdighed; dialog som udtryk og kommunikation; selvbevidsthed og refleksion fra underviserens side.

Disse elementer udgør ikke en velafrundet teori eller filosofi, men er en del af mange historier om at leve sammen med børn, i Korczaks tilfælde forældreløse. Korczak, der aktivt involverede børnene selv, organiserede dette liv på en sådan måde, at retfærdighed herskede. Han er narrativitetens og den demokratiske opdragelses pædagog. Korczak udforskede mange, og i dag stadig udfordrende, måder at deltagelsesbaseret uddannelse.

Bogen viser, at udover det nu dominerende positivistiske syn på uddannelse, med dets teknokratiske sprog og vægt på output, standarder, test osv., er et andet sprog muligt, et der er mere praksisbaseret, og som lærere straks vil relatere til: kærlighed til børn, en pædagogisk etos og søgen efter måder at leve sammen på en retfærdig måde.