Den opmærksomhed, hvormed Franz Kafka forholdt sig til sig selv, andre og verden, var en naturlig refleksion af hans sind og sanser. Disse to sfærer bør ikke adskilles i hans tilfælde, for hver af de refleksioner, som forfatteren nedskrev, var en kropsliggjort tanke, en levet tanke, ikke blot undfanget. Sammensmeltningen af sind og krop garanterede dog ikke fred. Kafka levede, følte og tænkte i en tilstand af konstant spænding. Hans rejse gennem verden blev ledsaget af en parallel rejse gennem ham selv. Det ene hindrede erkendelsen af det andet: til tider var der for meget af verden, til andre tider var der for meget af ham selv. Det værste af de to onder syntes Kafka at være viklet ind i konstant selvanalyse. I en lille samling af aforismer fra februar 1920 (senere tituleret "Om" af Max Brod) skrev han: "Det er hans eget pandeben, der skjuler hans vej, det er på hans egen pande, at han har såret sin pande, indtil den bløder." Titlen On [Er] er både Kafka og hver af hans karakterer, hver karakter (inklusive ikke-menneskelige), der i sine historier søger en vej uden for sig selv eller omvendt forsøger at trænge ind under virkelighedens overflade og sin egen hud.