Tadeusz Borowskis beretninger om koncentrationslejrene er baseret på hans oplevelser som overlevende fra Auschwitz og Dachau. Med barsk og brutal prosa beskriver han en verden, hvor overlevelsesinstinktet trumfer medfølelse, hvor fanger spiser, arbejder og sover kun få meter fra, hvor andre bliver myrdet; hvor forskellen mellem mennesker reduceres til en ekstra skål suppe, et ekstra tæppe eller luksusen af et par tyksålede sko; og hvor grænsen mellem normalt og unormalt er sløret. Udgivet i Polen efter Anden Verdenskrig udgør disse beretninger et mesterværk inden for verdenslitteratur.