Jeg har med mine elever blandt andet arbejdet med emner som klimakatastrofer, masseuddøen og meteornedslag på Jorden.

Tunguska-hændelsen i Krasnojarsk i Sibirien i 1908 gav anledning til en del eftertanke. Tilsvarende, selvfølgelig, nedslaget ved Yucatán for 66 millioner år siden. Og hypoteserne omkring Månens tilblivelse.

En af eleverne spurgte: ' - men, Anders, vil det så sige, at vi bare er sådan noget - krims-krams - der kravler rundt på en tilfældig - sten - , som tumler formålsløst gennem Universet?'

Jeg overvejede en opblødning af hendes udlægning, men endte med at måtte svare: 'Ja!'

En anden elev spurgte, om der var en øvre grænse for, hvor store sådan nogen meteorider kunne være. Svaret er, at hvis vi taler om meteorider i kredsløb om Solen, så er definitionen, at de er mindre end småplaneter - altså mindre end Pluto og Månen.

'Hvad nu, hvis den ikke kommer fra Solsystemet, men kommer udefra?' ville han så vide.

Så måtte læreren jo tænke sig lidt om, og han nåede frem til, at med mindre vi taler om en vildfaren stjerne, så kan den ikke være meget større end Jupiter. Men et planetlignende objekt på størrelse med Jorden eller Neptun kunne man vel godt forestille sig.

Det er inspirerende at være lærer. Man lærer selv ofte lige så meget som eleverne. Hvilket førte til nærværende bog. Jeg håber, den vil give en forståelse af, hvor enestående vores Jord er. Og at det ikke er en selvfølge, at vi fortsat kan opverleve her.

På den anden side: Det bør også være beroligende, at der ikke er noget der tyder på, at det vil gå helt så galt som i historien her.