Uddrag af bogen 

Enhver samtale med en sindslidende eller en person med psykiske problemer skal tage udgangspunkt i personens helt personlige selvforståelse og livssituation. (…) Men hvad skal det psykologiske indhold i denne samtale sættes i relation til? (…)    Er det en viden om kroppen/hjernen eller er det en viden om sindets forhold til sig selv og dette forholds dybere tilknytning til grundvilkår ved livet? Er personen med ”psykiske problemer” bedst tjent med en samtalepartner, som deler livsvilkår og bevidsthed med vedkommende og derved er inde i samme ”system” som den nødlidende? Eller er personen bedst tjent med en samtalepartner, som i løbet af samtalen sidder udenfor ”systemet” og kigger efter hjernemæssige defekter som regel hos den nødlidende og ikke hos sig selv?