Kierkegaard påstod ikke ligefrem, at bønnen var et religiøst instinkt, men han gik dog så vidt som til at hævde, at bønnen er lige så livsnødvendig som vort åndedræt, en forestilling, der i øvrigt skriver sig langt tilbage i kristendommens historie. Han var sig yderst bevidst, at Gud var uforanderlig, men at den bedende via denne intime kontakt kunne forandre sig. I den forstand foregriber han det moderne psykologiske jeg, som i en terapeutisk situation møder sig selv. Men samtidig er bønnen noget andet og mere end selvterapi og meditation.