En stime, der vil rime, fra Salig Henning!

Hvedekorn 1, 2025, et ganske almindeligt, fantastisk poetisk nummer, er pludselig blevet et mindenummer, et paradoksalt triumferende et, thi netop afdøde Henning Mortensen, som debuterede i bladet tilbage i 1966 og til det nye nummer, efter flere års skønlitterær tavshed, bidrager med en flot fræsende serie af såkaldte ivrige digte af mildest talt livsbekræftende karakter, og bare fx dette her, en“ Munter morgenopsang om duer”:

“du bør skamme dig/ for hvordan kan du vågne så sur/ ja i timevis gnaven/ når din udsigt fra sengen/ er selve/ paradishaven/ med det overfede duepar/ der siger farvel til februar/ med erotisk kurren/ fra toppen af birken/ nej hils foråret uden knurren/ og lyt til de fjerne klokker

fra kirken/ og glæd dig over/ at det ikke kræver en hel/ flad kursustime/ at svinge fødderne og resten af/ vedhænget ud af sengen/ og hen til bordet for at/ udsende en stime/ af ord/ som vil rime/ og med ynde/ gøre de fede duer/ lidt mere/ tynde”

Og pludselig læses bidragets øvrige bidrag – inklusive Simon Starlings hypnotiske masker, der illustrerer bladet – som hyldester til Mester Mortensen, og det kan de kan og mnå de sagtens, fra Harald Voetmanns virtuose oversættelse af et gammel, anonymt engelsk smædeigt rettet mod larmende smede (“Sortsnaskede smede smurt ind i sod/ slig støj om natten har næppe nogen hørt./ Sikke bøvede brøl, hvilket balder af knald!) over Nikolaj Zeuthens klarøjet syrede digtfortællinger om eksploderende kontorlandskaber til debutanten Emma Hvidbak Gouleffs små, gøglet spruttende udbrud (“OG/ JAAAAA/ ET/ FRISKT/ BENZINPUST/ I/ NU/ LUSHER/ OP/ FOR/ HELE/ DET/ DÅRLIGE/ ORBIT”.

På alle de måder, plus mange flere endnu, opfører poesien sig overlegent Henning Mortensensk, i det nye nummer af det blad, hvor også han sparkede sin spiren i gang.