Den tyske professor i opdragelsesteori og pædagogik Wolfgang Klafki har skrevet en sammenhængende didaktisk teori i moderne dannelsesteoretisk forstand. Bogen udfolder Klafkis grundsynspunkt: At al didaktisk udvikling nødvendigvis må bygge på dannelsesteori. Bogen rummer desuden helt nye didaktiske og metodiske overvejelser om undervisningens gennemførelse i skolehverdagen.

Wolfgang Klafki har i danske pædagogiske kredse fået en lidt usædvanlig status. Han har i levende live med sin teori om den kategoriale dannelse opnået klassikerstatus på linje med Rousseau, Pestalozzi, Fröbel og andre store navne i pædagogikkens historie.

Selv om Klafkis værk bygger på den klassiske åndsvidenskabelige teori, har han indkorporeret centrale aspekter fra nyere pædagogiske retninger i sin kritisk-konstruktive teori.

Med de senere års tilbagevenden til en mere kulturorienteret undervisning og den fornyede fokusering på fagligheden er Klafki efter flere år ´i kulden´ igen kommet ind i varmen. Klafki støtter imidlertid ikke de nykonservative tendenser med den ensidige fokusering på fagene og fagligheden. Han er ikke fagdidaktiker, men almen didaktiker.

I sin videreudvikling af den kategoriale dannelsesteori viser han, hvordan erfaringer har en vigtig placering i al læring, men det er netop på baggrund af værdiorienteringer, der udspringer af etiske normer. Undervisning, der ikke vedkender sig en bagvedliggende dannelsesteori, er for Klafki meningsløs.