"Det synes, som om Livets Flamme hurtigere fortæres under den tropiske Sol end i det nordlige Europas Vinter og Slud, her findes kun meget faa gamle Folk”.

Denne dystre konklusion sendte regimentskirurg C.E.S. Døllner i 1841 hjem til Sundhedskollegiet i København. Han var en af de embedslæger, der i 1800-tallet gjorde tjeneste på de fjerne øer i Caribien, hvor barske livsbetingelser bød på store udfordringer. Orkaner, jordskælv, dødelige epidemier af kopper, kolera og gul feber samt elendige sundhedsforhold og økonomiske vanskeligheder tvang efterhånden den før så profitable koloni i knæ.

De danske læger beskrev i deres årlige medicinalberetninger denne overlevelseskamp, hvor de ofte var i begivenhedernes centrum. Under udøvelsen af deres profession færdedes de overalt, og deres patienter tilhørte alle sociale lag fra generalguvernører til fattiglemmer. Døden var en altid nærværende trussel.

Dansk Vestindien var i de sidste årtier inden salget til USA i 1917 et kolonisamfund nedsunket i massive sundhedsmæssige, sociale og økonomiske problemer, men hvordan kunne det gå så galt? Lægerne gav med deres øjenvidneskildringer en ubesmykket beskrivelse af årsagerne og samtidig et ret enestående indblik i et stykke dansk koloni- og medicinhistorie. De er derfor også hovedpersonerne i denne beretning om det farlige liv og den ofte tidlige død under solgudens glødende scepter.