Forud var gået næsten hundrede års radikale forandringer af det japanske samfund, der fra at have været lukket og tilbagestående var blevet udviklet teknologisk og ikke mindst militært, hvilket manifesterede sig i sejren over Rusland i 1905 og i en stigende intervention på det asiatiske fastland, der i 1937 førte til en krig mod Kina, således som det skildres i det indledende kapitel af af Mogens Lunds omfattende beretning om Stillehavskrigen.

Efter angrebet på Pearl Harbor opnåede de japanske tropper, der var krigsvante efter fire års krig i Kina, succes i de samtidige angreb på Malayahalvøen, Singapore og Filippinerne og de efterfølgende angreb på Hollandsk Ostindien og Burma: I løbet af et halvt år beherskede Japan store dele af Sydøstasien og en række øposter i Stillehavet.

Men for flere af beslutningstagerne i Tokyo stod det klart, at hvis de indledningsvise sejre ikke udmøntedes i en generel fredsslutning, ville Japan ikke være i stand til at vinde en forlænget krig. Den førende allierede magt, USA, indlod sig ikke på fredsforhandlinger, og krigen gik over i en langtrukken, metodisk tilbagetrængen af japanerne fra de erobrede områder.

Mogens Lund skildrer de mangeartede aspekter af denne fireårige krig, der blev udkæmpet over et enormt areal bestående af hav, små øer omgivet af koralrev og nogle af verdens mest utilgængelige bjerg- og jungleområder. Det var en krig, hvori de nyeste landvindinger inden for fly- og radarteknologi fik afgørende betydning, hvor der udvikledes avanceret materiel til amfibieoperationer, men hvori der også kæmpedes langs mudrede junglestier, hvor forsyninger var afhængige af lastdyr.