Da nutidens regeringsform blev indført ved enevældens fald i 1848, stod kongen som formel leder af regeringen. Kongen blev skridt for skridt frataget magten. Med tiden er statsministeren sammen med finansministeren blevet statsmagtens centrum og har i dag mere magt til at tage politiske initiativer end for bare få årtier siden. Gennem tiden er hver ny statsminister indtrådt i et særligt kompleks af forventninger og forestillinger om embedet, men har også gennem sit eget magtspil, sin selviscenesættelse og imagepleje haft muligheder for at ændre og udvikle rollen. De enkelte statsministre har således i større eller mindre omfang givet deres bidrag til udviklingen af det magtapparat, der er lige så nødvendigt for en statsminister, som et klaver er for en pianist. 

Værket Statsministeren 1-5 viser, hvordan denne historiske udvikling fra 1848 til i dag har udspillet sig, hvorfor den er forekommet, og den rejser spørgsmålet om de demokratiske konsekvenser af denne udvikling. 

I dette Bind 2 behandles perioden 1901-1942.