I årene 2016-2019 udkom på Gyldendal for første gang nogensinde en samlet oversættelse af oldtidssagaerne til et moderne sprog. Ekspert i oldtidssagaerne Annette Lassen giver i Oldtidssagaernes verden en grundig og underholdende indsigt i oldtidssagaernes farverige univers og et kendskab til den kultur og tid, hvori sagaerne blev skrevet og til sagaernes grundlæggende temaer og verdensopfattelse. En sådan indføring er ikke hidtil blevet skrevet, hverken på dansk eller andre sprog.
Oldtidssagaerne var den første sagagenre, der udkom på tryk. I den politisk højspændte stemning i 1600-tallet blev de brugt som bevis for Danmarks og Sveriges ældgamle kongehuse. Svenskerne måtte basere deres argumenter på oldtidssagaerne, hvorimod danskerne også kunne bryste sig af Saxos Danmarkshistorie. Men Saxo havde allerede været hos islændingene: Størstedelen af hans ni første bøger er baseret på oldtidssagaer. I romantikken dyrkede man Nordens oldtid, og den fandt man i oldtidssagaerne. Nu ansås sagaerne som et ægte udtryk for nordisk ånd. Med kildekritikkens indtog begyndte puristiske læsere at stille spørgsmålstegn ved oldtidssagaernes historiske troværdighed. I 1900-tallet fik oldtidssagaerne igen fornyet aktualitet nu via fantasy-litteratur, særlig Tolkiens Ringenes herre og senere også TV-serierne Game of Thrones og Vikings, der blandt andet er baseret på oldtidssagaernes beretninger.
I dag læser vi oldtidssagaerne som gode historier, ja, litteratur og som middelalderens reception af Nordens oldtid. I modsætning til de øvrige islandske sagagenrer fortæller oldtidssagaerne om en bred vifte af genderbendere, kvindelige oprørere og grænsebrydere af begge køn. I oldtidssagaerne møder vi valkyrier og møkonger, der frygtløst henter sværd i gravhøje på Samsø, magikyndige dværge i Århus, jyske skurke, drager, trolde, kæmper og bersærker, og mænd, der er så maskuline, at de helst vil undvære kvinder. Der er ondskab og underholdning med store armbevægelser, det er humor på højt plan, frækt og frivolt, men fortalt i sagaernes lakoniske stil. Sagaerne byder samtidig på fine psykologiske portrætter af misundelige fædre og endda beretninger om dysfunktionel ledelseskultur i Lejre. Oldtidssagaerne er eddadigtenes prosamodstykke, Beowulf på prosa, det er islandske sagaer inspireret af Sydens ridderromaner og Boccaccio iblandet ældgamle hjemlige fortællinger. Det er med andre ord en mangfoldig sagagruppe, skrevet fra slutningen af 1100-tallet og frem til 1400-tallet.