Denne bog behandler nogle ofte tunge temaer: skal revisor ”angive” sine kunder eller ej? Populært sagt, hvornår fortrænger revisors talepligt eller taleret den tavshedspligt, der er en hovedingrediens i revisorers DNA?
Helt overordnet behandles de kritiske pligter, hvor det er helt åbenlyst, at en revisor mentalt skal afveje sin rolle som offentlighedens tillidsrepræsentant nøje over for hensynet til klienterne.    

Bogens tale- og oplysningspligter har ført til en opdeling i fire kapitler:  

• Kravet om omtale af ledelsesansvar og bogføringsproblemer i revision og udvidet gennemgang.  
• Kravet om at anmelde mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, uanset hvilken opgave revisor løser, eller tilbydes at løse.  
• Kravet om at reagere, når revisor ved opgaver inden for revisorloven indser, at ledelsesmedlemmer hos klienter kan have begået grove økonomiske forbrydelser.
• Og endelig et kapitel, der af hensyn til bogens omfang må nøjes med at eksemplificere de utallige særlige rapporterings- eller udleveringspligter. Der er udvalgt eksempler på pligter over for diverse tilsyn (offentlige institutioner, fonde, finansielle virksomheder), pligter over for andre revisorer, over for forvaltere i rekonstruktion, likvidation og konkurs, pligt til at udlevere klientmateriale til politi og SKAT samt endelig revisors vidnepligt i retssager.