Debatten om global opvarmning og den ”såkaldte videnskab”, der ligger bag, udmærker sig ved at være uforskammet enøjet og forenklet i sit grundlæggende ræsonnement. Et forhold som skammeligt udnyttes i den daglige politiske kamp, hvor videnskabelighed som referenceramme bliver medvirkende til at klimadebatten lukker sig om sig selv.

I betragtning af de enorme investeringer, der reelt hviler på ryggen af klimadebatten, så er der også rigtig god grund til at stoppe op og lade sig inspirere af almindelig sund fornuft. I folketinget ser vi et evident kapløb mellem visse partier, om at fremstå mest grøn, mest ambitiøs, som det udtrykkes. Og selv om absurditeterne og dilemmaerne står i kø, når konsekvenserne skal opregnes i en lille åben økonomi, så fortsætter intensiteten ufortrødent.