Sure sjæle uden for Kandestederne kunne finde på at kalde det en snobrede, ferieglade sjæle inden for Kandestedernes ring kunne finde på at kalde det et galehus.    

Det var simpelthen pragtfuldt.    

Det var ét liv, selvom man troede, det var tre – det var én lydkulisse med bimlende, bamlende madgongonger, der fortalte de andre, at i dag var frokosten først færdig hos Hjorths.    

Og alle vidste også, hvem der rejste på de to andre hoteller – og så blev der hamret på grydelåg, hvortil kom vandfyldte svampe, der var skjult inde i hånden og som blev presset i øjenhøjde, så vandet fossede for at demonstrere uhæmmet sorg og græmmelse, når kære venner og gæster rejste hjem. Man vinkede fra vinduer og døre og råbte: ”På gensyn næste år”. For næste sommer gik livet videre – vinteren var blot en pause.