Drømmen om Gesamtkunstwerk'et - værket, der forener kunstarterne og forløser kulturen - har været drivkraft bag mange bevægelser og eksperimenter i den moderne kunst. Der er langt fra Richard Wagners Bayreuth-festspil til avantgardens mange blandformer og flygtige udkast til fremtidens samfund, men fælles er forestillingen om at tage alle kunstneriske midler i brug og overskride grænsen mellem kunst og liv.

Wagner fremlægger sin vision om Gesamtkunstwerk'et som "Fremtidens kunstværk", og hans ideer finder såvel klangbund i jugendstilens indretninger som i teorierne bag den abstrakte kunst hos Kandinsky, Mondrain og Malevitj. De wagnerske tanker og begreber forplanter sig hos så forskellige kunstnere som Schönberg, Taut og Schwitters, der søger nye udtryksformer og livsrammer. De blomstrer på Bauhausskolen, der forbinder alle kunstarter for at forme samfundet ud fra koblingen af kunst, teknologi og medier. Det er i yderste konsekvens en kunst hinsides kunstværkernes kunst, som Nietzsche foreskrev.

Fra Bayreuth til Bauhaus eftersporer drømmen om og ideerne bag Gesamtkunstwerk'et gennem kunstnerteorier og manifester og spejler den i værkformer og kunstnerisk praksis, der spænder fra scenekunst og poesi til kunstnerkolonier og havebyer, fabrikker og corporate identity.