Bogen er én af de små brikker, der nu ikke mere mangler, når børneforsorgens historie engang skal endelig kortlægges.
Der er tale om en subjektiv, ærlig og til tider ret personlig beretning, som især siger noget om tilsynet med institutionerne, om det at være forstander og medarbejder og ikke mindst barn samme sted.

Beretningen giver et levende billede af den seje overgangstid i institutionsverdenen, fra sidst i 60´erne og især langt ind i 70´erne, (men også 80´erne er lidt med) mellem det meget autoritære nærmest enevældige system og så det nye demokratiske.
Flere medarbejdere, der var unge i 70´erne, og nogle af de dengang anbragte børn, har givet deres levende beskrivelse af de ofte meget barske forhold, de oplevede på institutionen og af tilsynsbesøgene og disses indvirkning på pædagogikken.

I bogen er der også taget nogle emner frem, som er egnet til debat i medarbejder- kredse eller på uddannelsessteder.
Og sidst i bogen en beretning, der viser, at en anbringelse trækker lange spor efter sig i mange år og for mange mennesker - også for pårørende.