'Den blå og den brune bog' er et sæt forelæsnings-noter, som Wittgenstein dikterede til sine elever i hhv. 1933-34 og 1934-35. Notesbøgerne udkom først i 1958 og er således som alle andre Wittgenstein-udgivelser med undtagelse af Tractatus udgivet posthumt. Teksterne omhandler hovedsageligt sprogfilosofiske problemstillinger, og med udfoldelsen af nøglebegreber som filosofisk grammatik, sprogspil og regelfølge får Wittgensteins filosofi et nyt omdrejningspunkt, der giver et vigtigt fingerpeg i retning af den sene Wittgensteins absolutte hovedværk Filosofiske undersøgelser.
Omdrejningspunktet for store dele af 'Den blå bog' er de interne processer i bevidstheden, der ledsager sproget. Sådanne processer er ifølge Wittgenstein en inderlighedens myte, et okkult element, som vi tyer til for at gøre sproget levende og betydningsfuldt. Men da vi i ethvert forsøg på at eksplicitere indholdet af denne proces blot støder på mere sprog, er vi bedre tjent med at frigøre os fra ideen om, at vi kan komme bag om sproget.
I 'Den brune bog' kommer sprogspillenes praktiske og forskellig-artede karakter til at fremstå klarere. At lære et sprogspil er her udelukkende et spørgsmål om praktisk træning, analogt til hvordan man træner et dyr til at gøre noget. Vi får således et hint om, hvad der skal forstås ved Wittgensteins berømte formulering “Mening er brug”.
Bogen er forsynet med efterskrift af Michael Vernersen, som også har oversat.