Den finlandssvenske digter Gunnar Björling (1887-1960) er en af de helt store skikkelser i det 20. århundredes nordiske digtning. I forfatterskabets tidlige år afprøver Björling en lang række æstetiske former under inspiration fra ekspressionismen og dadaismen. Fra midten af 1930'erne finder han en individuel form og orienterer sig i stigende grad mod naturen og sanserne.

Björlings metode giver en fremstilling af Björlings naturdigtning og dens filosofiske kontekst. Med afsæt i Björlings poetikker opridses en vitalistisk naturopfattelse som udgangspunkt for digtningen. Henri Bergsons naturfilosofi , herunder begreberne tid, erfaring og intuition, bliver i analysen brugt som teoretisk grundlag. På baggrund af de teoretiske overvejelser udarbejdes Björlings metode i den kunstneriske skabelsesproces og hans bestræbelse på at revitalisere den klassiske naturlyrik.

Livet er ikke begribeligt;
det er at gribe.