Stofproblemerne dukkede op for godt 50 år siden, og det der begyndte som et lille problem, har siden både herhjemme og i udlandet ikke bestilt andet end at vokse sig til et stadigt større og mere komplekst problem, og handlen med de illegale stoffer er blevet en af de største industrier, vi kender til, en industri der er ledsaget af død og ødelæggelse. Der er hældt milliarder og atter milliarder i forsøget på at begrænse problemet, og lige lidt har det hjulpet.

Der behandles og forebygges på livet løs, og mens forebyggelsesindsatsen i form af oplysning og kampagner stort set har været pengene ud af vinduet, har behandlingen af det problematiske stofbrug været både godt og nyttigt for de mange, der har søgt behandlingen Det har været en hjælp til den enkelte, men det har ikke løst problemet, og udbuddet af behandling har til stadighed været minde end efterspørgslen.

Det er derfor ikke overraskende, at politikernes foretrukne svar på løsningen af problemet har været, at vi skal kontrollere os ud af det: Vi skal ødelægge produktionen af illegale stoffer, gå benhårdt efter forhandlerne af stofferne, og forbyde og retsforfølge enhver form for brug og besiddelse af stofferne, og straffen for ethvert forsøg på at omgås disse foranstaltninger skal være hård.

Det er en politik, der udmøntede sig Nixons ’War on drugs’, og også i FN’s budskab fra 1998, om at der skulle arbejdes for at skabe en stoffri verden inden 2008.

Man kan roligt sige at krigen mod stoffer ikke blev vundet, endsige at der nogen sinde er udsigt til, at den bliver det. FN´s budskab om at verden skulle være stoffri i 2008 er i den grad blevet modsagt af virkeligheden. Samtidig har den kontrolindsats, der skulle føre til målet været ledsaget af en uhyrlig række af skadevirkninger, først og fremmest en uhyggelig kriminalisering og stigmatisering af stofbrugerne.

De illegale rusmidler er kommet for at blive. Der er ikke nogen endegyldig løsning på stofproblemet, men der er en række delløsninger på de problemer, stofferne skaber for brugerne, og også en række muligheder for at begrænse de skader, som stofferne og den nuværende narkotikapolitik påfører brugerne.

Denne bog er et forsøg på at beskrive, hvordan man kan, om ikke løse, så dog begrænse stofproblemet.