Det er de historier, jeg ikke har kunnet glemme. Historien om flygtningene fra Syrien, som vi rejste sammen med over Middelhavet. Mekanikeren, som vi boede hos i Sudan og det nærgående politi i Tanzania.

Jeg troede, vi ville møde de mennesker, vi kendte fra medierne, men de var der ikke. I stedet åbnede en meget anderledes og mangfoldig verden sig for os på vores nomadiske rejse.

Vi levede i vores Land Rover og med alle omveje, kørte vi igennem 22 lande. Det var især landende på det afrikanske kontinent som fyldte. Det var de lande, som jeg forud for rejsen havde flest forestillinger om. Mine forventninger var præget af såvel frygt som fascination, men viste sig helt anderledes i takt med, at vi krydsede det afrikanske kontinent.

”Der er cirka en meter fra båden og ned til den del af molen, hvor båden kan lægges til. Jeg tror ikke på, at vi kan køre de tunge biler ned ad en rampe, men Ulrich og Casper er mere modige. […] Der står omkring 5 mænd og dirigerer Ulrich på arabisk, engelsk og dansk. Ulrichs øjne er som klistret til Casper, og man kan se, at al koncentration bliver brugt på at ramme de to plader korrekt, så bilen ikke kører ud over kanten og ned i vandet. Jeg holdet vejret og tør næsten ikke kigge, da Ulrich triller ned på rampen.”