Klima er blevet en meget konkret samtale om, hvad vi gør for at afværge katastrofen og en metadiskussion om, hvem vi er som art, samfund og individer. Klima er ikke bare summen af vejr. Det er også blevet et symptom og tidsbillede på vor tid. Klima er blevet et af de væsentligste sprog, hvor inden for vi samtaler om og med os selv om, hvem vi er, og hvem vi gerne vil være. Der produceres i dag idéer om klimaet som aldrig før. Laboratorier, tænketanke, forskningscentre, regeringskontorer, konsulenthuse, reklamebureauer, nyhedsmedier, partier, sociale bevægelser, filmstudier, museer etc. masseproducerer klimaforestillinger: Billeder, symboler, tal, modeller, begreber om, hvad klima er, hvad menneskeskabte klimaforandringer er, hvad det betyder for vores fremtid, hvad det bør betyde for vores politik og hverdag.

I denne bog undersøger vi, hvordan man har tænkt klima, dette på en og samme tid konkrete og synlige forhold som vejr (regn, blæst, temperatur …) og diffuse forhold som klima (det generelle vejrforhold over længere tid). Hvis vejret er det, mennesket altid har kigget på og haft forhåbninger til i sit daglige liv, så er klimaet de generelle baggrundsbetingelser for samme, de dag-til-dag umærkelige forandringer, der akkumuleret over tid ændrer på menneskets livsbetingelser. Der er derfor både konkrete og abstrakte forhold på spil. Ting, der kan ses og mærkes og ting, der kun kan måles og beregnes. I alle led mellem det mest konkrete, ’det regner udenfor’, til det mest abstrakte, ’klimaet forandrer sig’ er der idéer om menneske, natur, videnskab, politik, religion, og om hvad det vil sige at høre til, at leve nu-og-her, at være underlagt kræfter udenfor ens kontrol, at være årsag til klimaforandringer etc.