Haiku er en ældgammel japansk digtform, klassisk og traditionsrig. Den er også en kultur i sig selv, en del af et dannelsesmønster, som samuraierne og de høje klasser skulle tilegne sig. Det betyder i praksis, at den er svær at omplante til andre kulturområder. Det gælder naturligvis også Danmark.   

Selve genren haiku har været udsat for utallige definitionsforsøg gennem tiderne, nogle mere vellykkede end andre. De strammeste definitioner stiller relativt hårde krav til både form og indhold, mens de løseste nøjes med at forlange, at stavelsestallet som hovedregel overholdes.   

Almindeligvis opfattes haiku som ”en japansk digtform uden rim bestående af sytten stavelser, der er organiseret i tre linier med hhv. fem, syv og fem stavelser. Formen skal udtrykke eller antyde så meget som muligt – fx en ide eller følelse – med så få ord som muligt ….” (Gads Litteratur-leksikon).   

Et godt klassisk haiku bør være beskrivende og vil oftest være en fastfrysning af et flygtigt øjeblik – det fungerer altså omtrent som en slags litterært foto. Man kan tale om, at det er et følelsesmæssigt nu, der forbinder den indre natur (den menneskelige) med den ydre (naturen). Et godt eksempel på denne flygtighed ville være ringe i vandet, der både rammer den konkrete flygtige situation og uvilkårligt leder tanken hen på vores egne vilkår i et liv, der begyndte i går og kan slutte i morgen.   

Men i praksis er det klassiske ”japanske” haiku i Danmark kun én undergenre blandt andre til overbegrebet haiku. Danske haiku behandler i praksis alle mulige emner, og de indeholder ofte både rim, metaforer og andre poetiske virkemidler.   

I redaktionen har vi valgt at holde os til en bred definition af begrebet, eftersom der allerede nu skrives mange haiku, som bryder de klassiske normer, og hvad skulle vi kalde dem, hvis de pludselig ikke længere var haiku?   

Vi mener, at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.