Det er et uforanderligt vilkår for os mennesker ikke at vide, hvad fremtiden vil bringe. Det er ikke et let vilkår at leve med, og gennem hele den menneskelige historie har vi på alskens måder forsøgt at finde måder at forudsige fremtiden på. Blandt de tidligst kendte af disse er at se på stjerner, læse i teblade og olier eller undersøge offerdyrs indvolde og fortolke bestemte observerbare tegn som gode eller onde varsler. Denne slags spådomme går helt tilbage til Oldtidens Mesopotamien, og de ældste, der findes bevaret, er over tre årtusinder gamle.

I dag vil de færreste nok tro på, at stjernernes bevægelser eller markeringer på dyreindvolde har nogen egentlig indflydelse på vores hverdag – vi forlader os i stedet på meteorologer, statistikere, politiske eksperter og deslige for at se ind i fremtiden. Men i Mesopotamien var disse ritualer noget, der blev taget dybt alvorligt. Ved hofferne var der ansat professionelle varselstagere, og man foretog sig intet af vigtighed, før man havde fået et positivt varsel og vidste, at guderne var på ens side – selv konger drog ikke i krig foruden.

Det kan måske virke fjernt for en moderne verdensborger, men i virkeligheden er forskellen på en varselstager, der fortolker varsler i fårelevere, og en børsmægler, der bruger statistik til at forsøge at forudsige markedssvingninger, slet ikke så stor. Sandsynligheden for, at de tager fejl, er omtrent lige stor, og fra et psykologisk synspunkt er begge blot tilgange til at løse et behov, vi har haft så længe vi kender til: at afdække fremtidens mysterier.

I Hvad er værre end uvished? fortæller Ulla Koch på indlevende, tilgængelig og spændende vis om varselstagningens og astrologiens historie fra deres oprindelse i Oldtidens Mesopotamien, med inddragelse af nobelpristageren, adfærds- og økonomipsykologen Daniel Kahnemans forskning.